Vær beredt, for her følger en indrømmelse:

Om jeg fatter, hvordan I gør det. Altså Jer, der er en børnefamilie og har fuldtidsjobs, hus, have, dyr, og et ønske om at have venner og et sexliv.

Ja, det er noget af en tilståelse. For jeg har lejlighedsvis været noget ud med riven, når det gælder mødre og deres trang til evindelig ynk, jamren og brokkeri.

Måske har det også lidt at gøre med, at de mødre, jeg har i bekendtskabskredsen er så priviligerede og tjener så godt, at de kan arbejde på væsentligt nedsat tid og stadig have en fornuftig indkomst. De har også mænd, der tjener rigtig godt, så familien kan købe sig til alle former for praktisk hjælp i hverdagen – og gør det. Plus tager på langtidsferier til de varme lande, når det hele bliver lidt for hårdt. Fair nok.

Derfor har jeg haft en lille smule svært ved at tage brokkeriet og klynkeriet om, hvor hårdt det hele er, alvorligt. Fordi de har jo selv valgt det og det kan vel ikke være verdens største overraskelse, at det er hårdt at få børn. Og så er der jo masser af mennesker, der er væsentligt dårligere stillet og hvor man godt kan have større forståelse for, at de synes det er hårdt og svært at få enderne til at nå sammen. Fx. folk, der er alene om det hele eller dem, der bare ikke har råd til at købe sig til al den praktiske hjælp. (Som sjældent brokker sig. Why?)

Men nu er jeg parat til at fortage både indrømmelser og retræte efter en tur i Fakta forleden (Det sted kan bruges som torturmiddel!) I hvert fald gik det påfaldende hurtigt med at vænne sig til et liv som selvstændig, hvor indkøb, posthus og andet forefaldende arbejde kunne fordeles som det passede i mit skema.

Nu er det mig, der skal passe ind i et skema, hvor jeg skal være på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt hver dag. Der er andre, der skalter og valter med min tid, jeg har endnu ikke haft en dag uden overarbejde og jeg er så træt at jeg ikke kan huske mine egne fire initialer og derfor låser mig ude af egen pc dagligt.

Desværre skal man jo stadigvæk spise og derfor havde jeg forvildet mig ind i Fakta (Hvilket minder mig om: Vil I så godt snart få fjernet det latterlige “Det tager kun fem minutter”-slogan?! Det tager altid mindst ti minutter at drive uengageret, ubehøvlet Fakta-ungarbejder frem til kassen!)

Nå, men planen var en lynrunde, hvilket blev forhindret af et sandt bombardement af sms’er hjemmefra om flere ting, der skulle i kurven. Jeg var sulten, træt, overkørt og lettere hysterisk og det blev ikke bedre af at hegle rundt med pc-taske, håndtaske og indkøbskurv med 20 liter mælk, mel, gulerødder og lokumsruller. Da Anden Halvdelen blev meget inisterende omkring, at jeg og bemeldte oppakning skulle slæbe os hen i en helt anden butik, udelukkende for at købe light remoulade, var grænsen nået og jeg var faretruende nær den totale nedsmeltning.

Da slog det mig, at jeg jo kunne have haft en 3-årig med, der også var træt, sulten, overkørt og opmærksomhedskrævende. Det ville ikke have været kønt. At all! Og mens jeg kunne slæbe mig hjem på sofaen, arbejde videre og nøjes med en pose flæskesvær til aftensmad, så er I jo nogle andre, der fortsat skal være på stikkerne med madlavning, putning og jeg skal komme efter dig. Og I gør det hver evig eneste dag, mens jeg kun skal få mig selv, hund, eget arbejde, plus det løse til at hænge sammen og køre rundt.

Så fik jeg egentlig lidt dårlig samvittighed.

Så da I andre så Desperate Housewives, kartede jeg rundt i skoven med stærkt opmærksomhedskrævende hund, der bestemt ikke er vild med mit nye arbejdsliv. Og da I andre så Natholdet, surfede www, knaldede eller sov, var jeg i gang med at bage boller til barselsramt veninde, der er endnu mere underskudsramt end mig. (Mødte hendes mand i kantinen, som guilttrippede mig ind i bageseancen ved, at fortælle langt og detaljeret om, hvor hårdt hun havde det. Og ja, jeg er sådan en, man kan give instant dårlig samvittighed på den måde og derfor ofrer min nattesøvn)

Jeg håber at friskbagt-bolle-leverancen kan veje lidt op i karma-regnskabet til min fordel. Jeg piver ikke, men jeg synes dælme det er svært at få enderne til at nå sammen og håber på, at meget løser sig med noget tilvænning.

Men thumbs up og respekt herfra, for jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I får det til at hænge sammen derude i børnefamilierne?